Før vi mødte hinanden, boede min genbo Ane Marie i et stort hus, hvor hun holdt høns. Det var dværghøns og silkehøns. En af hønsene var sort og meget skravlet og pjusket at se på. Den var hun rigtig glad for – hun døbte den Salmonella!

En anden høne kaldte Ane Marie for Henriette. Så tænkte hun på at kalde hanen for HANriette – men det endte med, at hanen kom til at hedde Carlo.

Nu var der altså det særlige ved hanen Carlo. Han kunne ikke gale RIGTIGT! Hver gang han ville gale – og det var tit – så stod han helt oppe på tæerne og strakte hovedet i vejret – og så prøvede han og prøvede – men det blev kun til et ynkeligt lille gal!

Stakkels Carlo! Når man er ynkelig, så er man stakkels og trist, men samtidig lidt komisk. Derfor er det ikke til at finde et andet ord, der siger helt det samme som ynkelig. Det er hele situationen, der er både kær og sjov! Ane Marie var nu glad for Carlo, og han levede lykkeligt til sine dages ende.

Ane Marie har nok fortalt mig den historie, og så har jeg haft den i tankerne, da jeg skrev eventyret om den søvnige hanekylling.

Ane Maries hane Carlo var ikke søvnig om morgenen, han kunne bare slet ikke gale rigtigt. Paraqueño i vores eventyr – han har en særlig evne: Hans stemme er meget smuk, men han kan først gale efter middag, han er ikke en morgenfrisk hane. Derfor må han finde på noget andet end at blive førstehane efter sin far.

Paraqueños navn siger vi sådan: Parakenjo.

Venlig hilsen

Skolefrøkenen